CHRISTIANSBORG SLOT

Tag på kongeligt besøg på Christiansborg Slot, der fungerer som dronningens arbejdsslot. Besøg de Kongelige Repræsentationslokaler og se hvor dronningen afholder audiens og gallamiddage, skriver under på love, fejrer kongelige jubilæer og modtager statsbesøg. Hør historien om de imponerende sale, indretningen og kunstværkerne, og gå på opdagelse i Bjørn Nørgaards gobeliner, som skildrer over tusinde års danmarkshistorie.

Det Kongelige Festkøkken funkler i al sin kobberpragt med en af Europas største samlinger af kobberkøkkentøj. Køkkenet er indrettet præcis, som var det den 15. maj 1937 – dagen hvor Christian 10.s 25-års jubilæum skulle fejres med gallamiddag. Det syder og bobler fra gryderne. Duften af mørbrad og kylling pirrer næsen, og de kunstfærdige konditorkager og smukke blomsterdekorationer er en fryd for øjet.

Gå under jorden og udforsk ruinerne af tidligere borge og slotte. De gemmer på historien om Slotsholmen og dens 800 års magt og politiske intriger. Mød kongehusets smukke heste i De Kongelige Stalde og kom helt tæt på dronningens vifte af kareter, inkl. Guldkareten, der er belagt med 24-karat bladguld. Besøg ikke mindst den imponerende slotskirke, stå under kuplen og lad hovedet snurre, mens du stirrer op på englene i malerierne 30 meter over dig.

Åbningstider
Maj til september: alle dage 10-17
Oktober til april: tirsdag til søndag kl. 10-17
*bemærk at der er særlige åbningstider for De Kongelige Stalde og Slotskirken

Adresse
Prins Jørgens Gård 1
1218 København K

Se mere på Christiansborgs hjemmeside