I Københavns Kulturkvarter findes en række af byens ældste og mest attraktive kulturinstitutioner side om side med de demokratiske institutioner, der former nutidens og fremtidens Danmark. Her i kvarteret mødes rigets og byens fortid og fremtid.

Københavns Kulturkvarter giver københavnerne og byens turister en unik mulighed for at opleve og forstå Danmarks fortid, nutid og fremtid i et samlet byområde. De historiske byrum, de smukke pladser og den storslåede arkitektur rummer fortællinger om magt, kunst, kultur og demokrati. I Kulturkvarteret tilbydes en autentisk oplevelse af at bevæge sig rundt i århundreders Danmarkshistorie og her er en rig mangfoldighed af forskellige kulturtilbud – alt sammen inden for en radius af 10 minutters gang. Det samlede byområde udgør ubestrideligt hovedstadens Kulturkvarter.

Området er i rivende udvikling. I 2018 flytter det nye Dansk Arkitektur Center ind i BLOX på havnefronten mellem Langebro og Frederiksholms Kanal, mens Københavns Museum rykker ind i Stormgade. Hermed føjes nye, spændende facetter til Kulturkvarteret med fokus på byens historie og fremtidens arkitektur og byudvikling. Kulturkvarteret udgør således en unik del af Københavns og Danmarks fortælling om en nation og dets hovedstad i en omskiftelig verden.